• Stenrig investeringsfond sætter ny, svimlende rekord

    Source: BDK Finans / 08 Nov 2023 08:19:52   America/New_York

    Det er så svimlende, at det er svært at forstå. Men en af verdens allerrigeste fonde, den norske oliefond, slår nu alle hidtidige rekorder – som allerede var betydelige. Gode vibrationer på børserne har sendt mange af især teknologigiganternes aktiekurser i vejret, og her er oliefonden en af de større ejere. Dertil kommer den svagere, norske kroner. Tilsammen er Oljefondet, som den hedder på norsk, derfor nu mere end 15.700 milliarder (norske) kroner værd, skriver det norske erhvervsmedie E24. Tirsdag lå værdien på 15.703 milliarder kroner, hvilket er rekord. Siden årsskiftet er Oljefondets værdi steget med næsten en fjerdedel fra 12.429 milliarder kroner. I juni rundede værdien de 15.500 milliarder norske kroner, men faldt så igen, fordi de daglige aktie- og valutakurser ændrer sig. Oljefondet er den norske stats pensionsfond, oprettet midt i 1990erne for at investere alle de penge, som kommer ind fra Norges salg af olie og gas og for at skærme Norges økonomi mod svingninger i olieindtægterne. Oljefondet skal sikre, at pengene bruges ansvarligt, og at der tænkes langsigtet, så fremtiden i norsk økonomi sikres, når det en dag er slut med olien. De første kroner blev sat ind i fonden i 1996. Fonden må kun investere i udlandet. Her ejer den til gengæld i gennemsnit 1,5 procent af samtlige børsnoterede selskaber i verden og havde i de første seks måneder af 2023 et afkast på 1.501 milliarder norske kroner (975,2 milliarder danske). Tabte 1.135 milliarder kroner sidste år Norges svar på Folketinget, Stortinget, kan hvert år bruge lidt af fondens midler til at finansiere statsbudgettet. I dag kommer godt en femtedel af statsbudgettet fra fonden, som har investeret i flere end 9.200 selskaber i 70 lande. Staten må i gennemsnit bruge af fonden, hvad der svarer til det reelle afkast, hvilket er anslået til omtrent tre procent om året. Et solidt tilskud til fonden er kommet fra den norske stat, som i løbet af 2023 har overført mere end 500 milliarder norske kroner til fonden fra sine olie- og gasindtægter. Den norske regering understreger dog i sit budget for 2024, at »der er stor usikkerhed om den videre udvikling i fondens værdi, og finanspolitikken bør tage højde for, at der er en risiko for et betydeligt fald i fondsværdien«. Oljefondet selv har flere gange advaret om, at værdien kan risikere at falde med 40 procent, hvis verdensøkonomien udvikler sig uheldigt. Det vil i givet fald medføre, at fonden kommer ned under 10.000 milliarder norske kroner. 2022 var for eksempel et øv-år for Oljefondet. Her tabte man 1.135 milliarder kroner på sine investeringer, men siden er vindene så vendt. I Danmark har Oljefondet lagt 1,1 procent af samtlige sine investeringer. Her var der i 2022 skudt 113,9 milliarder norske kroner i aktier i 42 selskaber og 30,3 milliarder norske kroner i 18 obligationer. Oljefondet største investering – målt på værdi – er ejerskabet af 1,89 procent af aktierne i medicinalgiganten Novo Nordisk, efterfulgt af 2,06 procent i transportgiganten DSV, 2,54 procent i medicinalselskabet Genmab, 1,10 procent i energigiganten Ørsted og 0,96 procent i Mærsk-koncernen. https://www.berlingske.dk/virksomheder/stenrig-investeringsfond-saetter-ny-svimlende-rekord
Share on,